Historie
Hellebo Park er opført i 1970 med 226 boliger. De oprindelige skitser til Hellebo Park blev udarbejdet af Jørn Utzon. Men på grund af den store arbejdsopgave med operahuset i Sydney, blev Jørn Utzon nødt til at flytte til Australien, og dermed opgive det videre arbejde med Hellebo Park. Jørn Utzon boede dog selv i bebyggelsen i den sidste del af sit liv.
I stedet blev det arkitekterne Halldor Günløgsson og Jørgen Nielsen, der fuldendte værket. De skabte en bebyggelse, der er omgivet af dejlige gamle træer og med et frit udsyn til Sveriges kyster, og som falder naturligt og harmonisk ind i området.
Kollektivbebyggelsen er anlagt med henblik på mennesker i deres ” tredje ” alder, der ønsker at frigøre sig fra de store opgaver i eget hus eller egen lejlighed og ikke ønsker at komme på plejehjem. I dag er der dog en mere blandet skare af beboere.
Hellebo Park ligger i en del af Marienlyst Slots haveanlæg. I 1851 købte Helsingør Kommune slottet, og størsteparten af de tilhørende jorde blev udstykket og solgt til private, herunder området hvorpå vi bor nu.
I dag kan vi nyde udsigten til Sverige fra vores lille udsigtspunkt. Men omkring år 1796 blev der opført et lille landsted med have. Her stod en 9 fag lang bygning af bindingsværk og stråtag. I haven dertil var der forskellige frugttræer, frugtbuske og valnøddetræer. I 1880 blev stort set det hele revet ned, og et andet lille landsted (Birkehøj) blev opført. Dette blev revet ned i 1960’erne. Formentlig i forbindelse med opførelsen af Hellebo Park. Man kan på grunden finde murbrokker fra dette tidligere landsted. En del af den oprindelige haves stengærde findes stadig langs nordsiden af vores grund.
Går du en tur forbi plejehjemmet Birkebo vil du støde på Himmelstigen. Dette er en lang trappe som fører ned til Højstrupvej. For oven af denne stige står resterne af en mindsten, som Forpagteren af Marienlyst Slot lod opføre for sin kone Magdalene.
Billedet er lånt fra www.kollektivhus.dk
Når du er gået ned af trappen og går mod Højstrup Station, vil du støde på en stejl asfalteret bakke tilbage til Hellebo Park. Her løb i sin tid en bæk, som i kløftens ende gik ud i en lille sø. I bunden af denne bakke lå den oprindelige Hamlets Grav. Den er i dag flyttet op i Marienlyst Slotshave.
Hele dette nedre område går også i folkemunde som “verdens ende”. Sagnet fortæller at en løjtnant engang var forelsket i datteren af kommandanten på Kronborg. Han ville bortføre hende til verdens ende. Men de blev indhentet her ved kløften.
Læs meget mere om Marienlyst Slotshave og se kort over området på Dansk Naturfredningsforenings hjemmeside.